skip to Main Content

Mine barne og ungdomsår på Ubby Mølle.

Jeg blev født på Ubby Mølle i 1951, hvor barneårene gik med leg med kammerater, møllen var et yndet legested, selvom der var meget strenge restriktioner fra min far, det var jo ikke et helt ufarligt legested, men trods dette blev der udkæmpet mange røvere og soldater slag.

Da jeg blev lidt ældre, kom der efterhånden småopgaver til, som f.eks at når far havde været ude hos landmædene og hente korn hjem til formaling, at hjælpe med at det blev hejst op på møllen, og når jeg havde fri fra skolen, og far var på varetur at hjælpe landmanden med at få deres korn til formaling læsset af og læsset deres formalede korn, og sidst men ikke mindst skulle møllen hver lørdag fejes og gøres ren.

Dette gav også anledninger til oplevelser som kunne have endt rigtig galt. Jeg husker specielt en landmand der havde et par urolige heste, hvilket gjorde at de gerne ville løbe når han holdt på møllen. Det gjorde de så også en dag hvor det var mig der var med til at læsse han korn af, pludselig sætter de i løb, manden når heldigvis at komme af, inden hestene fortsætter fra møllen og ned mod landevejen med vognen efter sig, uheldigvis kommer doktor Næsted forbi i sin Ifa hvor karossen mest bestod af krydsfiner, som på ingen måde kunne modstå mødet med to løbske heste og en vogn, det så meget dramatisk ud, men heldigvis kom ingen til skade.

Da jeg er omkring konfirmationsalderen begyndte far at købe korn hos landmædene til vidersalg i høsten, på den måde at de lod de fyldte sække blive på marken, og far så lejede en vognmand med en sækkeløfter monteret på lastbilen til at hente sækkene på marken. Det blev så en af mine opgaver at køre med vognmanden ud og køre sækkene på sækkeløfteren, det var hårdt arbejde, sækkene var tunge, men der kom en god rutine. Igen husker jeg specielt  en dag hvor jeg havde været med hele eftermiddagen, far kom da vi skulle læsse det sidste læs. Da vi var færdige syntes landmanden at vi skulle have en øl, og helt naturligt blev der også trukket en øl op til mig, hvilket var min første håndbajer. Jeg var meget stolt over alle de sække jeg havde kørt i løbet af eftermiddagen. Men desværre blev stoltheden noget knækket det jeg endnu ikke var blevet voksen nok til at kunne drikke en øl.

Far lukker møllen den 30.- 6. 1967 og starter hos S. P. Jensen den 1. – 7. 1967 samme dato kommer jeg i lære på Kalundborg Trælastkompagni. Der er dog stadig nogle få landmænd der gerne vil have formalet deres korn, det er en opgave jeg påtager mig lørdag eftermiddage, det gav lidt gode lommepenge som nok mest blev omsat på de månedlige baller i Ubby Forsamlingshus.

Søren Nør

Back To Top